Blå

Blå er på mange måder sammenholdt med noget meget seriøst, alvorligt og hemmelighedsfuldt. Et stort og eksistentielt spørgsmål for mennesker gennem tiderne har været, hvad der gemte sig under den blå havoverflade og bag den blå himmel. Det store uendelige og tomme rum, som samtidigt kan indeholde alt.

Blå betragtes som farven, der er overgangen fra lys til mørke, fra dag til nat. I folkemunde taler man om den "blå time" også kaldet tusmørketimen. De græske guders beklædning var fortrinsvis blå, og Zeus afbildedes i blå beklædning. Blåt sættes ofte i forbindelse med noget sandfærdigt, uplettet, uspoleret, oprindeligt, vist og fromt.

Som symbolfarve relateres den blå farve ofte til det royale. De fleste kongelige ordner domineres helt eller delvist af blåt. Den danske Elefantorden, den svenske Serafimerorden, den franske Helligåndsorden samt den engelske Hosebåndsorden er eksempler. Den blå farve tillægges i ovennævnte eksempler en ophøjet og forfinet værdi. Man taler jo også om at have blåt blod i årerne, og stadig er det for nogle mennesker attraktivt at blive optaget i "den blå bog" - en fortegnelse over rigets betydeligste personer. I samme boldgade har vi udtrykket "at få det blå stempel" som en respekteret anerkendelse.

I mørkere udgaver kan blåt få et næsten forstemmende og vemodigt udtryk. Bluesmusik har f.eks. noget melankolsk over sig.

Blåt i betoning med hvidt og sort ses ofte, hvor man ønsker at sende et signal om ærlighed og pålidelighed, f.eks. banker og forsikringsselskaber. Man taler om at en person med blå øjne kan man stole på, men samtidig er det at være "blåøjet" betegnende for en lidt naiv person.